Hvad er en diskusprolaps?
Hele rygsøjlen er opbygget af ryghvirvler med mellemliggende diskusskiver. Nakken består af 7 nakkehvirvler med mellemliggende diskusskiver.
Diskusskiverne fungerer som små stødpuder mellem hvirvlerne og gør således nakken mere bevægelig og eftergivelig.
Selve diskusskiven er dannet af en fast ydre bruskring ligesom en masse løgringe uden på hinanden, og inde i midten er en blødere gelé-agtig kerne.
I de ydre brusklag kan der opstå revner, og hvis sådanne revner bryder helt igennem og der kommer hul i diskusskivens yderste lag kan den bøde gelemasse presse sig ud gennem hullet, og der er opstået en diskusprolaps.
Symptomer på en diskusprolaps i nakken
Når en diskusprolaps opstår vil den bløde gelékerne forårsage en reaktion i vævet med dannelse af inflammation, som er en betændelsestilstand uden bakterier. Dette sker da kernevævet er et meget surt materiale med lav PH værdi. Når der dannes inflammation vil der uundgåeligt også dannes hævelse, og dette vil sammen med selve udposningen af kernevævet kunne irritere og trykke på en eller flere nerver.
Afhængig af hvor prolapsen bryder igennem kan der være forskellige symptomer. Oftest opstår en diskusprolaps i nakken på et af de nederste niveauer og vil således kunne påvirke nerver til armen (fig 3).
Ved en diskusprolaps i nakken kan der ud over nakkesmerter opstå kraftige udstrålende smerter, måske snurren, prikken og stikken, sovende fornemmelser eller følelsesløshed ud i den ene arm. Afhængig af hvor i nakken diskusprolapsen er placeret, og hvilken nerve der er påvirket, kan smerter og følgesymptomer stråle ud i en eller flere fingre.
En stor diskusprolaps i nakken kan også trykke på selve rygmarven og derved give problemer med nedsat styrke i benene eller påvirket funktion af vandladning.
Advarselssignaler ved diskusprolaps i nakken
Smerterne i sig selv kan være meget intense og nærmest uudholdelige i en periode, men såfremt man oplever et eller flere af disse symptomer er det vigtigt straks at søge læge:
- Lammelse eller styringsbesvær i armen
- Manglende kontrol af vandladning eller afføring
- Gangbesvær eller styringsbesvær af benene
Hvilke undersøgelser skal der til?
Det vigtigste ved mistanke om en diskusprolaps er at blive grundigt undersøgt hos læge eller fysioterapeut med særligt kendskab til ryggen.
I de fleste tilfælde vil en grundig undersøgelse af din nakke kunne be- eller afkræfte, om der er tale om en diskusprolaps. Behandleren vil nøje lytte til, hvad du fortæller om smerterne og andre symptomer, og den fysiske undersøgelse vil se på bevægeligheden i nakken og undersøge følesans, reflekser og muskelstyrke i arme og evt ben.
I særlige tilfælde kan undersøgelsen suppleres med en MR scanning, men ofte er dette slet ikke nødvendigt for at stille den korrekte diagnose.
Hvordan kan en diskusprolaps behandles?
Langt de fleste patienter med diskusprolaps kan behandles uden operation.
I den første fase, hvor der kan være kraftige smerter og en del inflammation, vil behandlingen oftest bestå i små lette øvelser, som kan dæmpe smerten. Ofte er smertestillende medicin i samråd med din læge også en god idé.
Det er vigtigt at holde sig lidt i gang men samtidig aflaste nakken for de ting, der forværrer smerterne.
Gradvis vil symptomerne mindskes og behandlingen kan intensiveres med flere øvelser og et stykke henne i forløbet med yderligere fysisk træning.
Det er vigtigt at øvelser og behandling tilpasses til den aktuelle fase, du befinder dig i. Dels så der ikke sker unødig forværring af tilstanden, men det er også vigtigt at træningen kommer godt i gang på det rette tidspunkt.
Helingen af en prolaps tager typisk mellem 2-6 mdr. og nogle gange længere tid. De fleste patienter oplever en bedring i symptomerne indenfor de første 1-3 mdr.
I visse tilfælde går helingen ikke som forventet, og der må henvises til vurdering hos en rygkirurg, som vil tage stilling til, om en operation er et relevant tilbud.
Hvad kan vi tilbyde i Ryg- og Sportsklinikken?
I Ryg- og Sportsklinikken kan du blive grundigt undersøgt for, om du har en diskusprolaps, og vi kan give dig en grundig information og vejlede dig undervejs i forløbet. Vi tilbyder relevant behandling både i den første fase og senere med yderligere træning, som kan foregå individuelt eller med deltagelse i holdtræning alt efter dine ønsker og behov.
Vi har begge en lang erfaring med undersøgelse og behandling af patienter med diskusprolaps.
Du kan booke din tid online, eller kontakte os her.