Knæsmerter

Knæet danner led mellem lårbenet og underbenets to knogler.
I hvert knæ findes 2 menisker (stødpuder) samt flere ledbånd. Der er et forreste og et bagerste korsbånd som bl.a. hindrer at lår og underben glider frem og tilbage i forhold til hinanden og et ledbånd på hver side af knæet som modvirker sideløshed i knæet.
Desuden er der flere slimsække i og omkring knæleddet og en del muskler og sener.
Såvel menisker, ledbånd, sener og muskler skal fungere i et samspil for at knæet kan fungere optimalt og både kan være bevægeligt og stabilt.

knaesmerter-fig1

Årsager til knæsmerter
Alle strukturer i knæet kan give smerter. Der kan f.eks være tale om en overbelastning af en muskel eller sene, en skade på ledbånd eller menisk eller slitage og artrose i knæet.
Knæsmerter er hyppige hos både unge som ældre mennesker.
Smerterne kan være lokaliseret forskellige steder i knæet og der kan ind imellem også optræde hævelse af leddet ligesom der kan være skurrende lyde eller låsningstilfælde.
Nogle knæsmerter kan også stamme fra hofte eller ryggen.

Eksempler på typiske overbelastninger og skader i knæet:

Løberknæ: smerter på ydersiden af knæleddet typisk under løb eller cykling. Årsagen er en betændelse/ inflammation i sene/ledbånd/slimsæk på ydersiden af knæet hvor den store sene glider hen over et fremspring på lårbenet.

Springerknæ: skyldes en overbelastning i senen fra lårets strækkemuskler ved knæskallen. Senen vil typisk blive fortykket og der kan være små bristninger i senen. Der kan typisk være smerter ved løb og hop men også ved trappegang og hugsiddende stilling.

Korsbåndsskader: det hyppigste korsbånd som skades er det forreste og skaden opstår ofte ved idræt som håndbold, fodbold eller skiløb. Der kan ske en delvis eller hel overrivning af korsbåndet som vil medføre løshed i knæet samt smerter og evt hævelse ved den akutte skade.

Meniskskader: Der kan opstå revner forskellige steder i en menisk i knæet og dette kan give smerter eller låsningstilfælde, hvis lidt af brusken kommer i klemme i leddet. Skaden kan ofte opstå ved et kraftigt vrid i knæet.

Patellofemoralt smertesyndrom / forreste knæledssmerter: Smerter foran på knæet ved knæskallen med overbelastning af leddet mellem knæskallen (patella) og lårbenet (femur). Tilstanden er hyppig hos idrætsaktive og almindelig især hos unge kvinder. Der kan være forskellige årsager til overbelastning af leddet, men oftest findes ingen forandringer på røntgen eller scanning. En forklaring kan være en svækkelse af lårmuskulaturen måske efter tidligere hævelse i leddet eller stød mod knæskallen som kan medføre et ændret træk på knæskallen, eller generelt en belastning af senen.

Undersøgelser: Ofte er den fysiske undersøgelse tilstrækkelig til at stille en diagnose og iværksætte et behandlings- og træningsforløb.
Yderligere kan der suppleres med ultralydsskanning eller MR scanning, hvilket oftest vil være nødvendigt, hvis der planlægges operation.

Behandling: fælles for de fleste skader eller overbelastninger i knæet er, at man med den rette træning kan bedre symptomerne. Ofte vil en akut skade kræve ro og aflastning for de aktiviteter eller bevægelser som forværrer smerterne og eventuel hævelse og herefter kan en gradvis og specifik træning iværksættes. Skader på sener og ledbånd tager ofte lang tid men efter 3-6 mdr vil strukturen ofte kunne hele og genvinde sin styrke.
Er skaden akut og der er hævelse af leddet er det en god idé at anvende ispakning på leddet (se yderligere afsnit om akut skadesbehandling)
Engang imellem kan operation komme på tale, ligesom en blokade eller smertestillende medicin kan være en vigtig del af et genoptræningsforløb.

Hvad kan vi tilbyde i Ryg- og Sportsklinikken?
I Ryg- og Sportsklinikken vil du først og fremmest blive grundigt undersøgt, så vi kan tage bedst muligt hånd om dit problem.
Vi tilbyder relevant behandling, information og instruktion i øvelser og opfølgende træning.
Vi har mangeårig erfaring med undersøgelse og behandling af knæproblemer og holder os altid opdaterede på den nyeste viden samt følger sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

Du kan booke din tid online, eller kontakte os her.