Ondt i ryggen

Rygsmerter er meget almindeligt forekommende. Helt op til 70% af befolkningen vil have ondt i ryggen på et tidspunkt i deres liv og hvert år har helt op til 40% af den voksne befolkning en episode med rygsmerter.
Nogle mennesker har kun få episoder med rygsmerter og andre kan have mange tilbagevendende episoder hvert år. Hos en mindre del kan rygsmerterne blive mere kroniske og uden smertefri perioder.
Rygsmerter er en hyppig årsag til sygemeldinger og ikke mindst til et stort besvær og ubehag for den enkelte.

2-16-10
Lænden består af 5 lændehvirvler med mellemliggende diskusskiver, led og muskler. Opadtil danner lænden forbindelse med brysthvirvelsøjlen og nedadtil dannes forbindelse med bækkenet

Hvorfor får vi ondt i ryggen?
Der kan være mange forskellige årsager til rygsmerter og ofte er det et kompliceret samspil mellem forskellige faktorer.
I visse tilfælde (ca 20-25%) kan man stille en specifik diagnose som discusprolaps, spinalstenose eller måske en gigtsygdom.
I langt de fleste tilfælde (75-80%) vil diagnosen være ”uspecifikke rygsmerter”, som betyder at de øvrige konkrete diagnoser er udelukket, og man står tilbage med smerter som kan have udspring i de strukturer i ryggen, som kan give smerter som f. eks. muskler, discus, led, nerver, sener og ledbånd.
For at komplicere det hele yderligere er der igen mange faktorer som kan spille ind i forhold til, hvorfor rygsmerter opstår, og hvordan et forløb udvikler sig. Der kan være genetiske forhold, individuelle eller udefrakommende faktorer, som kan disponere eller udløse rygsmerter, og der kan også være mere psyko- sociale faktorer der spiller ind i forhold til, hvordan et forløb udvikler sig.
Det er dog vigtigt at slå fast at rygsmerter, uanset hvor smertefuld tilstanden er, oftest er godartede og prognosen i langt de fleste tilfælde er god.
Ind imellem opstår rygsmerter efter et løft, et vrid eller en forkert bevægelse og i andre tilfælde kommer smerterne mere snigende og uden at årsagen er helt tydelig.

Hvad kan man gøre ved ondt i ryggen?
Ofte kan man selv gøre en hel del ved sit rygproblem såvel i den akutte fase som på længere sigt.
Det kan være en god ide at blive undersøgt hos eksempelvis en fysioterapeut med kendskab til ryggen. En grundig undersøgelse, information samt vejledning i hvad man selv kan gøre er en meget vigtig del af behandlingen.
Ud over råd og vejledning kan fysioterapeuten supplere med behandling, som ofte kan bedre den aktuelle tilstand. Målet vil være at kunne genvinde bevægelighed og funktionsniveau, således at man kan genoptage dagligdagens aktiviteter hurtigst muligt.
Sengeleje og inaktivitet anbefales i dag ikke ved rygsmerter. Naturligvis kan man have så ondt at man må aflaste for en del aktivitet men som regel kan aktivitetsniveauet tilpasses, så man kan finde frem til, hvad man kan gøre uden at forværre smerterne.
Øvelser og træning er en vigtig del af behandlingen ved rygsmerter. I den akutte fase kan det være øvelser der dæmper eller kontrollerer smerten og derefter vil øvelser der er med til at genvinde bevægelighed, styrke og stabilitet vigtige.
Der er ikke kun en bestemt øvelse eller træningsmåde, der er den bedste, så det er vigtigt, at du finder det, der passer bedst til dig, og som du på længere sigt kan have det godt med at gennemføre.
For nogle er et hjemmeprogram med få øvelser fint, andre vil helst træne på hold, i motionscenter eller med anden sport.
Hos fysioterapeuten kan du få grundig vejledning i hvilke øvelser der kan være gode for dig og I kan sammen tilrettelægge et godt forløb.

Forebyggelse af ondt i ryggen
Den bedste forebyggelse vi i dag kender er træning, men også små ændringer i dagligdagen med opmærksomhed på din holdning, skift af sidde- og arbejdsstillinger mm er vigtige faktorer, som kan gøre en stor forskel.
Træning kan ikke altid forhindre rygsmerter i at komme igen men i de fleste tilfælde kan hyppigheden og varigheden af episoder med rygsmerter reduceres betydeligt hvis ryggen og kroppen er i en god træningstilstand.
Der findes mange forskellige øvelser og træningsmuligheder, og det er væsentligt at du finder ud af hvad der passer godt til dig både på kort og på langt sigt.

Hvad kan vi tilbyde i Ryg- og Sportsklinikken?
I Ryg- og Sportsklinikken kan du blive grundigt undersøgt for dine rygsmerter, og vi kan give dig en grundig information og vejlede dig undervejs i forløbet.
Vi tilbyder relevant behandling såvel individuelt som med holdtræning afhængig af dine ønsker og behov.

Du kan booke din tid online, eller kontakte os her.