Skuldersmerter

Skulderen består af et forholdsvis kompliceret led omkranset af en ledkapsel, ledbånd, slimsække samt mange muskler der både skal stabilisere og bevæge skulder og arm.
Typiske symptomer ved problemer i skulderen er smerter i og omkring skulderleddet og lidt ned i overarmen samt nedsat bevægelighed af skulderen. Skulderproblemer opstår ofte i forbindelse med overbelastning af armen ved arbejde, sport eller almindelige dagligdags belastninger.
Der kan være forskellige årsager til skulderproblemer, men den hyppigste årsag til skuldersmerter er nok at en eller flere strukturer bliver klemt under bevægelse af armen (indeklemningssyndrom/impingement). Dette kan bl.a. skyldes irritation/ inflammation omkring senerne (tendinit) og i lidt sjældnere tilfælde inflammation i slimsække (bursit).

1-16-10
Fig 1. Skulder set forfra med armen løftet lidt ud fra kroppen

Tendinit / Impingement
En betændelsestilstand (inflammation) i en skuldersene kaldes også en tendinit. Denne slags betændelsestilstand skyldes ikke bakterier men derimod overbelastning i vævet som giver irritation og hævelse.
Sener fra skulderbladets muskulatur hæfter øverst på overarmsknoglen og kaldes ”rotator-cuff´en”. Når man løfter armen ud fra kroppen og op vil overarmens ledhoved som en kugle bevæge sig i ledskålen og normalt vil senerne glide fri af det ovenfor liggende ”halvtag” i skulderleddet.
Hvis der er opstået en inflammation med hævelse omkring senen, vil denne let kunne komme i klemme under bevægelsen af armen. Dette kaldes også impingement (indeklemning).
Typisk vil bevægelse af armen over vandret kunne udløse smerter.

Bursit
Lidt sjældnere kan der opstå inflammation i en af de slimsække, der ligger i skulderen, og som normalt fungerer som små stødpuder.
Ved inflammation i en slimsæk – kaldet bursit – vil der også opstå en hævelse og ligesom ved senen vil der opstå pladsmangel under bevægelse.

Andre årsager
De ovenfor nævnte tilstande er de hyppigste årsager til skuldersmerter men der kan også være andre årsager som f. eks en frossen skulder, anden skade i sene, ledproblemer i skulderled eller leddet mellem kraveben og skulderblad (AC-leddet) og ikke sjældent kan skuldersmerter stamme fra nakken.

Behandling
En grundig undersøgelse af skulderen vil kunne klarlægge, hvilket problem der er tale om, og behandlingen kan målrettes mod det.
Ofte vil en kombination af manuel behandling med bl.a. ledmobilisering og øvelser være en effektiv behandling.
Øvelser bør målrettes det akutte problem og på sigt sikre en god stabilitet og styrke omkring skulderen.
Der kan også ved behov suppleres med ultralyd, laser eller akupunktur.
I langt de fleste tilfælde kan skulderproblemer behandles med et godt resultat, men i visse tilfælde kan der være behov for operation.

Hvad kan vi tilbyde i Ryg- og Sportsklinikken?
I Ryg- og Sportsklinikken kan du blive grundigt undersøgt for dine skuldersmerter, og vi kan give dig en grundig information og vejlede dig undervejs i forløbet.
Vi tilbyder relevant behandling såvel individuelt som med holdtræning afhængig af dine ønsker og behov.

Du kan booke din tid online, eller kontakte os her.